Indvielse af det nye legeområde på Undløse Skole-Behandlingshjem

Indvielse af vores store dejlige legeområde med multibane, motionsmaskiner, alfabet-balance-bane, sandkasse og gynger.

Indvielse af legeområdet på Undløse Skole-Behandlingshjem den 10. juni 2016

Vi har nu i næsten et år haft vores store dejlige legeområde med multibane, motionsmaskiner, alfabet-balance-bane, sandkasse og gynger. Legeområdet har naturligvis været i brug af skolens elever længe, og det bruges også flittigt af børn fra byen, og af børnene fra Undløse Børnehus. Derfor var det nu endelig tid til den officielle indvielse, og hele byen var inviteret til festlighederne, hvor kommunens borgmester, Søren Kjærsgaard, holdt den officielle tale og instruerede et par af skolens elever i det svære og ærefulde hverv at klippe snorene til området over.


Skolehjemmets forstander, Connie Klinkby, bød velkommen, og fortalte om hvordan den gamle naturlegeplads var i en dårlig forfatning, da hun blev forstander. "Legepladsen blev skrottet af tilsynet, og der var derfor et stort behov for et nyt og tidssvarende legeareal til skolens elever. OG meget gerne et område, der også kunne anvendes af byens børn og daginstitutionen. Det område har vi nu fået, og vi er rigtig glade for det. Det opfylder alle vores ønsker til daglig bevægelse, og indbyder til en mængde af forskellige aktiviteter, der både udvikler børnenes motorik og koordination samt stimulerer hjernen til øget indlæring".


Connie bød derefter velkommen til borgmester Søren Kjærsgaard der, ligesom forstanderen, glædede sig over, at både skolen og byen Undløse nu har et stærkt aktiv, der stimulerer lysten til bevægelse blandt børn og unge og rummer mulighederne for at skabe nye fællesskaber.

Borgmesteren skulle herefter foretage den officielle indvielse, og han fik hjælp til at betjene saksen af en dagskoleelev, Benjamin, og en døgnelev, Iben, der med stolthed klippede de røde snore over.

Så blev området ellers taget i brug, og der var et væld af forskellige aktiviteter på hele området. Der blev spillet fodbold, lavet snobrød og trænet i de mange forskellige avancerede motionsmaskiner.

I dagens anledning blev der grillet pølser til alle gæsterne, der blev serveret som franske hotdogs.

 

Da den officielle del var overstået, fortsatte eftermiddagen med forældresommerfest, og der blev hygget overalt idet dejlige sommervejr. Eftermiddagen bød også på en herlig rundboldkamp mellem børn og voksne. Resultatet huskes ikke, men børn, forældre og personale havde en hyggelig eftermiddag, der blev rundet af med is, som blev nydt i sommervarmen.

Her lidt flere stemningsbilleder fra en rigtig dejlig dag i Undløse.



Feedback

Sidst opdateret

24.05.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen