Spring til indhold

Tilknytningsteoretikere

I de senere år har der været en voksende interesse for tilknytningsteori i børne- og voksenpsykologiske kredse.

Fra interaktion til relation.

I de senere år har der været en voksende interesse for tilknytningsteori i børne- og voksenpsykologiske kredse. Den skyldes bl.a. en øget opmærksomhed omkring kompleksiteten i personlighedsudviklingen og det forhold, at moderne tilknytningsteoretikere i stigende grad anerkender, at personlighedsmønstre både er relateret til medfødte forudsætninger og udvikles gennem personlige, nære relationelle erfaringer og det levede liv, hvor især barndommen har massiv betydning. Mennesker er biologisk disponerede for at etablere følelsesmæssig tilknytning. Samtidig virker de konkrete tilknytningserfaringer tilbage og modulerer barnets tilknytningskompetencer i en bestandig proces. Denne proces er afgørende for barnets psykiske udvikling.

Dialektikken mellem medfødte dispositioner og miljøpåvirkninger går igen på et neurologisk niveau. Især de seneste to årtier er man blevet opmærksom på plasticiteten i det menneskelige nervesystem, hvilket på den ene side sætter det i stand til at indgå i samspil med det miljø, det er født i, og på den anden side bevirker, at personligheden på et rent neurologisk niveau udvikler sig i en social og tilknytningsmæssig kontekst.

Tilknytningsteori er en teori om det psykologiske bånd mellem barnet og den primære omsorgsperson. Den beskriver, hvordan tilknytning afføder indre repræsentationer (indre arbejdsmodeller) i barnets bevidsthed, både af barnet selv, af vigtige nærtstående personer og af samspillet mellem dem. Mønstrene lagres i hjernens hukommelsesnetværk og strukturerer barnets fremtidige møder med omverdenen. Dermed får tilknytningserfaringerne betydning gennem hele livsforløbet.

Udvikling finder således sted i en relationel kontekst, hvilket er en gennemgående pointe hos de fem forfattere, hvis arbejde præsenteres: Donald Winnicott, John Bowlby, Daniel Stern, Allan Schore og Peter Fonagy. Alle fem opfatter spædbarnet som et socialt væsen, der er afhængigt af menneskelig kontakt og omsorg for at kunne modnes og udleve sit potentiale. Sagt med lidt andre ord fremhæver alle fem barnets behov for at forbinde sig med en omsorgsperson som noget, der støtter og driver udviklingen. Denne opfattelse af barnet som et socialt væsen er grundlæggende i begrebet tilknytning. Tilknytning er en biologisk medfødt kapacitet, som sætter barnet i stand til at forbinde sig med omsorgspersonen og andre nære tilknytningspersoner. Tilknytning virker som bærebølge for den videre udvikling.

Overskriften fra interaktion til relation understreger de fælles træk ved de fem teoretikeres forståelse af udvikling: Barnets indre modeller af sig selv og omverdenen dannes gennem interaktion med omsorgspersonen. Når disse indre billeder af barnet selv og andre bliver stabile, danner de grundlag for relationen mellem barnet og omsorgspersonen og videre for barnets relationer til andre mennesker.

Susan Hart og Rikke Schwartz bruger teoretikerne som guider i deres daglige arbejde og har i samarbejde sammenfattet de fem teoretikere i bogen fra Interaktion til relation. Det er så i det følgende blevet yderligere sammenfattet og kogt ned. Forhåbentlig kan det bidrage til forståelse af kompleksiteten hos vores børn og unge, til at få en erkendelse af muligheden for fejludvikling i de forskellige faser af et spædbarns opvækst, vigtigheden af at arbejde fortløbende med tilknytning og relation og møde barnet der hvor det er.

Daniel Woods Winnicot

Winnicott, engelsk børnelæge og psykiater var en af de første, som for alvor tog fat i omverdenens og interaktionens betydning for udviklingen af det enkelte barn.

John Bowlby

John Bowlby var uddannet børnepsykiater og psykoanalytiker, men først og fremmest kendt som forsker og teoribygger.

Daniel N. Stern

Daniel N. Stern Efter Winnicotts død, fandt den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Daniel Stern sammen med en række spædbarnsforskere på at filme børn og deres mødre, hvilket var noget nyt på den tid.

Allan N. Schore

Schore gjorde som den første et forsøg på en integration mellem nyere hjerneforskning og udviklings- og tilknytningsteori.

Peter Fonagy

Fonagy er en af de første psykoanalytikere, der har integreret den nyeste hjerneforskning med sin teoretiske viden om tilknytningsteori, dog ikke i samme omfang som Schore.


Feedback

Sidst opdateret

24.05.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen