Spring til indhold

Allan N. Schore

Schore gjorde som den første et forsøg på en integration mellem nyere hjerneforskning og udviklings- og tilknytningsteori.

Allan N. Schore

Schore gjorde som den første et forsøg på en integration mellem nyere hjerneforskning og udviklings- og tilknytningsteori og skabte hermed en ny dimension i forståelsen af personlighedsudviklingen.

Schore anser den tidlige forældre-spædbarn-relation og de afstemningsprocesser, der er indeholdt heri, som essentielle for nervesystemets udvikling.

Hans udgangspunkt er, at det arvemæssige potentiale kun kan realiseres i det omfang, miljøet gør det muligt. Dette forudsætter, at barnet indgår i en følelsesmæssig kommunikation med primære omsorgspersoner, som skaber et grundlag for, at de hjernestrukturer, der udvikler barnets evne til at indgå i senere emotionelle relationer, kan modnes. Den neurale modning, vækst og differentiering er således afhængig af stimulation. Tilknytning forekommer som et samspil mellem spædbarnets udvikling og omsorgspersonens erfaringer.

Ifølge Schore er det ikke kun barnets adfærd, men også dets fysiologi og indre biokemiske tilstande, som reguleres af omsorgspersonen. Daglige følelsesmæssige interaktioner mellem omsorgsperson og barn sætter deres præg på barnets nervesystem på et tidspunkt, hvor nervesystemet endnu er ufærdigt og i hastig vækst. Dette præg regulerer ikke bare barnets indre tilstande, men også det endnu umodne selvs kapacitet til efterhånden selv at kunne organisere sine psykiske strukturer og regulere sin affekttilstand. I Schores forståelse spiller tilknytning en afgørende rolle for barnets tilknytning i bred forstand – fra neurologisk udvikling til udvikling af sociale kompetencer.

Inspireret af Bowlby mener Schore, at det er nødvendigt at videreudvikle den psykoanalytiske teori med en forståelse af relationen mellem barnets umodne hjerne og den primære omsorgsperson.

Et af Schores afgørende begreber er synkroni, som er vigtig for tilknytningsdannelsen. Synkroni defineres som en matchning imellem omsorgspersonens og spædbarnets aktiviteter, der støtter en positiv atmosfære. Omsorgspersonen synkroniserer sig med barnet gennem strukturerede interaktioner ved leg, som regulerer spædbarnets opmærksomhed, letter udviklingen af gensidig kommunikation og udvikler dets evne til selvregulering. Gensidig synkroni eksisterer, når begge parter samtidig tilpasser deres opmærksomhed og stimulation som respons på den andens signaler. De gensidigt afstemte synkroniserede interaktioner er grundlæggende for en sund følelsesudvikling.

Arousalregulering eller skift af energiniveau støtter en nuancering af følelsesmæssige tilstande, og disse energiskift forstærkes gennem synkroniseringen.

Arousal – jvf. Susan Hart : Energiniveau eller årvågenhed.

I løbet af spædbarnets første leveår skal der etableres en dyadisk kontakt mellem omsorgsperson og barn, som gør det muligt at balancere mellem afstemning og fejlafstemning og høje og lave arousalniveauer.

Schores pointe er, at omsorgspersonens funktion som arousal-regulator modner barnets evne til at stabilisere og balancere sine arousal- og basale affektfunktioner.

Tilknytningsrelationer skabes ud fra regulering af interaktiv synkroni, og stress udløses af manglende synkroni i sekvenserne. Affektsynkronisering skaber positive tilstande og interaktiv reparation.

Spædbarnets evne til at klare højere arousalniveauer øges gennem omsorgspersonens hensigtsmæssige interaktioner med det, hvilket er med til at regulere intensiteten og omfanget af tilknytning. Omsorgspersonen udvider mulighederne for positiv affekt og formindsker erfaringerne af negativ affekt gennem følelsesmæssig afstemning, og tilknytningsdannelsen etableres gennem en kombination af glæde og interesse. Synkroni og følelsesmæssig afstemning sker, når spædbarnets nervesystem indgår i et følelsesmæssigt resonansfelt med omsorgspersonens nervesystem.

I modsat fald som bl.a. påpeget af Stern viser forskningen, at der hyppigt opstår øjeblikke af fejlafstemninger, som medfører en midlertidig afbrydelse af tilknytningsbåndet. Selvom kortvarige fejlafstemninger ikke er problematiske, vil forlængede tilstande af manglende tilknytning, forårsaget af kroniske fejlafstemningsoplevelser, være giftige for spædbarnets nervesystem.

Tilknytning er en regulering af interaktiv synkroni, dvs. affektafstemning mellem barn og omsorgsperson, mens fejlafstemning eller manglende synkroni i en interaktiv proces øger barnets stressniveau. Når en periode af synkroni efterfølger fejlafstemning, bliver stresstilstanden repareret, og barnet lærer herigennem at kunne udholde negative erfaringer og overvinde dem.

Spædbarnets nervesystem styrkes og bliver resilient, dvs. kan klare en stadig større belastning, ved at både barn og forældre evner at skifte fra positiv til negativ og tilbage til positiv affekt.

Spædbarnets resiliens i stressede situationer er ifølge Schore en afgørende indikator for tilknytningskapacitet. Det, som gør det muligt for barnet at kontrollere sin arousal og fastholde sin opmærksomhed.

Tilknytning udvikles gennem regulerede, synkroniserede legeepisoder, der fremkalder positiv arousal. Spædbarnet søger stimulation, som ophidser og aktiverer det, og finder denne tilstand af forhøjet aktivering overordentlig glædesfuldt. Gensidig blikkontakt mellem spædbarn og moder og ophidselsen ved at se omsorgspersonens glædefyldte ansigt udløser høje niveauer af arousal og glæde.

Aktiveringen af høje niveauer af arousal af det sympatiske nervesystem er kendt for let at kunne aktivere aggressiv adfærd, og i 12-18 mdrs. alderen kan barnet endnu ikke regulere sådanne tilstande. Det bliver hvirvlet ind i ekstreme niveauer af arousal, som ofte ligger uden for dets mestringsstrategier.

Når barnet indgår i interaktioner, som kræver, at den høje arousal dæmpes, benytter omsorgspersonen ansigtsudtryk, der er stressfremkaldende, og som skaber en psykobiologisk fejlafstemning i dyaden. Dette skaber en følelse af skam med den hensigt at regulere barnets adfærd. I optimale situationer vil denne socialisering gennem skamfølelse være gradvis og ikke overvældende.

Når barnet møder en affektiv fejlafstemning, hvirvles det ind i en intensiv lavarousal tilstand, som det endnu ikke kan regulere, og skal derfor støttes med hjælp fra omsorgspersonen. Skam skaber en hurtig forandring fra glædesfyldt højarousal til negativ lavarousal.

Intensiteten og varigheden af skamtilstanden skal reguleres, idet den negative skamaffekt er for kraftfuld til, at barnet kan bære tilstanden særlig længe. Barnet længes efter genforening og udtrykker ofte et spontant ønske om at blive holdt om som et forsøg på selvregulering og genetablering af den midlertidigt afbrudte relation. Dette svarer til Winnicotts forståelse af barnets behov for at "gøre det godt igen".

Massive kroniske og vedvarende fejlafstemninger, som måske eskalerer over tid, viser, at tidlige problematiske interaktioner med en omsorgsperson kan producere langvarige begrænsninger i individets fremtidige følelsesmæssige og sociale funktioner og i dets nervesystem. Et nervesystem, som ikke er hensigtsmæssigt udviklet, medfører ofte vanskelligheder med arousalregulering.

En typisk konsekvens er, at barnet bliver fastlåst i en stresstilstand, som det ikke selv er i stand til at regulere sig ud af, og som forårsager voldsomme negative affektudbrud. Dette hænger sammen med, at manglende stressmodulerende funktioner fra omsorgspersonens side fører til en overdrevet og forlænget udløsning af stresshormoner, bl.a. cortisol, i spædbarnets umodne hjernesystem.

Kroniske tidlige fejlafstemninger skaber hos barnet en overbevisning om, at dets følelsesmæssige behov er uacceptable og skamfulde. Den indre erfaring af affekt og skam forbindes med en smertefuld kaotisk indre tilstand, som barnet ikke er i stand til at komme ud af.

Winnicott fremhævede at hvis den moderlige omsorg er utilstrækkelig, kommer spædbarnet ikke rigtig til live, idet det mangler oplevelsen af kontinuitet i sin væren. Det samme er Schore inde på. Han skriver, at når barnets psykiske organisering ikke udvikles tilstrækkeligt, vil barnet senere hen være ude af stand til følelsesmæssigt at forstå andre mennesker.

En omsorgsperson, der hurtigt indgår i en tilstand af immobilitet sammen med sit barn, repræsenterer et omsorgssvigt. Hvis moderen ikke hører spædbarnets skrig, vil spædbarnet glide ud af en protestfase og ind i en hæmmende fase, hvor det bliver stille, afskærer sig fra kontakt og ophører med at protestere eller græde. Barnet skifter fra en tilstand af hyperarousal og matcher moderens tilstand. Barnet trækker sig fra ydre stimuli og søger selvbeskyttelse gennem psykisk tilbagetrækning.

Ved langvarig hyperaktivering fastlåses barnets nervesystem med manglende ansigtsudtryk, undgåelse af blikkontakt, manglende vokalisering og manglende relationer til andre. Barnet synes uden for rækkevidde, hvilket er en tilstand, der ligeledes er blevet beskrevet af Bowlby. Denne reaktion er sammenlignelig med kattens leg med musen. Når musen fanges af katten, indgår den i en immobiliseringstilstand, men er samtidig hyperaktiveret og klar til flugt. Adfærdsmæssigt er det ligesom at trykke på speederen og bremsen på samme tid, og fastfrysningsresponsen er et udtryk for en samtidig hyperarousal og hyperhæmning.

Når et barn går ind i den fastfrosne tilstand, taber det kapaciteten til at bearbejde informationer fra både den eksterne verden og den indre tilstand. De kan fx ikke reguleres gennem moderens ansigtsmimik og stemme eller igennem deres følte kropstilstand. Ifølge Schore forekommer denne immobiliseringstilstand hos børn med et desorganiseret, kaotisk tilknytningsmønster, og reaktionen kan ligeledes registreres i senere livsstadier. Undersøgelser har vist, at manglende omsorg for spædbørn ofte er forbundet med denne type alvorlige vanskelligheder, hvilket senere kan give en høj risiko for at udvikle frygtløs, aggressiv adfærd.

Afslutningsvis kan det fastslås at fundamentet i Schores teoriforståelse er, at det menneskelige arvemæssige potentiale kun kan realiseres i det omfang, miljøet gør det muligt, fordi tilknytning er et samspil mellem udviklingen af spædbarnets nervesystem og omsorgspersonens adfærd og måder at videregive sine erfaringer til barnet på.



Feedback

Sidst opdateret

24.05.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen