Spring til indhold

Daniel N. Stern

Daniel N. Stern Efter Winnicotts død, fandt den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Daniel Stern sammen med en række spædbarnsforskere på at filme børn og deres mødre, hvilket var noget nyt på den tid.

Daniel N. Stern

Efter Winnicotts død, fandt den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Daniel Stern sammen med en række spædbarnsforskere på at filme børn og deres mødre, hvilket var noget nyt på den tid.

De fandt ud af, at børn og deres mødre havde synkroniserede adfærdsmønstre, som ingen tidligere havde været opmærksomme på. Denne dyade mellem børn og mødre udspillede sig med forskellige variationer gennem en forfinet koreografi, der skiftede mellem ophidselse, glæde, afslapning, afspænding osv. Igennem kreative samspil fandt Stern ud af, at moderen ikke kun støttede spædbarnets adfærd, men at hun også kommunikerede med spædbarnet på en måde, som hjalp det med at identificere sig selv.

Stern har siden haft stor betydning for udviklingspsykologien, bl.a. i kraft af sin påpegning af barnets sociale kompetencer lige fra fødslen.

En af Sterns centrale pointer er, at præcis som føde er nødvendig, for at kroppen kan vokse, er stimulering nødvendig for at forsyne hjernen med de råmaterialer, der skal til, for at perceptuelle, kognitive og motoriske processer kan modnes. Disse råmaterialer får barnet gennem sin interaktion med andre. Stern bruger Jean Piagets formulering om, at spædbarnet fra begyndelsen er en aktiv agent, der bruger energi på at tilpasse sig omgivelserne med henblik på at danne sig indre skemaer af den ydre verden. Ud over et medfødt adfærdsrepertoire er det lille barn udrustet med mekanismer til at afkode andres adfærd, og det skal herigennem lære de familiemæssige og kulturelt bestemte variationer af det menneskelige univers at kende. Spædbarnets vigtigste udviklingsopgave er at danne stadig bredere og tættere samhørighedsbånd til andre mennesker.

Sterns bedst kendte teoretiske værk er "Spædbarnets interpersonelle verden", som primært omhandler den proces, hvor sociale og kulturelle sammenhænge former menneskers adfærd, indre verden og relationer til andre. Stern påpeger, at barnet tilegner sig kulturen tidligt i livet, nemlig gennem omsorgspersonens ansigtsudtryk eller mangel derpå, gennem deres blik eller undgåelse af blikkontakt, gennem deres vokaliseringer og tavshed, kropsorienteringer, fysiske afstande, gestik, måder at holde barnet på, rytmer, timing og varighed af handlinger og aktiviteter osv. Sterns centrale tanker er, at indre repræsentationer konstrueres ud fra disse gentagne samspilsmønstre på grundlag af den strukturerede oplevelse af selvet i samspil med en anden, hvilket efterfølgende former barnets måde at opleve verden på. Indre repræsentationer opstår således på baggrund af interaktive erfaringer.

Det første spædbarnet bliver udsat for, vedrører det, som omsorgspersonen gør med sit ansigt, sin stemme, sin krop og sine hænder, hvilket giver spædbarnet en begyndende oplevelse af, hvad det vil sige at kommunikere og være forbundet. Stern taler om den koreografi eller det samspilsmønster, der kendetegner omsorgspersonens adfærd, som det råmateriale, ud fra hvilket barnet opbygger sin viden om og oplevelse af alt, hvad der er menneskeligt.

Ifølge Stern har barnet behov for støtte til at regulere sit aktivitetsniveau og sin afstemningskapacitet, og han mener, at der udviklingspsykologisk har været for lidt fokus på arousal- og affektregulering og fejlregulering, dvs. situationer, hvor manglende støtte resulterer i en uhensigtsmæssig udvikling. Stern tager udgangspunkt i, at spædbørn søger stimulering, som aktiverer dem. De finder en aktiv tilstand glædesfyldt, og i en gennemsnitlig hensigtsmæssig gensidig forældre-spædbarn- udveksling forekommer denne glæde hyppigt. Det glædesfyldte spædbarn kan tolerere høje niveauer af aktivering. Denne form for glæde er vital for etableringen af sociale bånd og tilknytning. Stern giver ligefrem udtryk for, at angst er låsen og latter er nøglen til hjertet.

Spædbarnets kapacitet til at regulere sit aktivitetsniveau er individuel, men kapaciteten til selvregulering udvikles gennem spædbarnets relation til omsorgspersonen.

Den medfødte kapacitet til grundlæggende arousal- og affektregulering betegnes autoregulering. Med udgangspunkt i denne medfødte kompetence udvikler barnet igennem interaktionen med omsorgspersonen selvregulerende færdigheder. En omsorgsperson forsøger ofte at udvide barnets tolerance for arousal inden for dets nærmeste (affektive) udviklingszone. Ved udviklingszone forstås et sted, der ligger lige uden for barnets rækkevidde, og som det er i færd med at udvikle sig hen imod.

Ifølge Stern har spædbarnet en medfødt evne til at forstå mønstre i menneskers social adfærd. Forventninger og vurderinger af afvigelser i forhold til det forventede udgør en væsentlig del af barnets forståelsesverden. Hvis afvigelserne er små, vil spædbarnet for hurtigt vænne sig til et givent mønster, og hvis afvigelserne er for store eller uregelmæssige, vil spædbarnet formentligt ikke kunne opfatte adfærden som et særligt aktivitetsmønster.

Barnet spejler sig i omverdenen og udvikler sig gennem en løbende erkendelse af sin forskellighed i forhold til den. Stern læner sig op af ny forskning, som dokumenterer tilstedeværelsen af såkaldte spejlneuroner. Spejlneuroner er nerveceller, der aktiveres, når man observerer andre udføre en given målrettet handling, og når man selv udfører den samme handling.

Inspireret af spejlneuronforskningen mener Stern, at spejlneuronerne gør det muligt at blive delagtiggjort i andres handlinger blot ved at iagttage handlingen uden nødvendigvis at imitere den. For at kunne indgå i et resonansfelt med omsorgspersonen må spædbarnet kunne synkronisere sig med hende.

Når omsorgspersonens og barnets svingningsnerveceller (oscillatorer) synkroniseres, opstår der ud over nuværende øjeblikke også nuøjeblikke og mødeøjeblikke. Nuøjeblikke er en særlig form for nuværende øjeblikke, som er kendetegnet ved, at der pludselig foregår noget af stor betydning, som har indvirkning på fremtiden. I disse øjeblikke omskabes relationen mellem barnet og omsorgspersonen.

Spædbarnet skaber indre repræsentationer af objekter ved at manipulere med dem eller putte dem i munden, men det skaber indre repræsentationer af mennesker ved at imitere dem. Der er således i øjeblikket stor bevågenhed og forskning omkring imitationens betydning for personlighedsudvikling og den senere dannelse af det, man kunne betegne som menneskeliggørelsesprocessen.

Omsorgspersonens binding til barnet og spædbarnets følelsesmæssige tilknytning til forældrene holder dem sammen på en måde, der gør det muligt for den intersubjektive relation at udvikle sig. Intersubjektivitet udvikler psykiske tilstande, som bidrager til dannelse af tilknytningsmønstre. I denne sammenhæng lægger Stern sig tæt op af Bowlbys tilknytningsforståelse. Stern arbejder videre med tilknytningsforståelsen og beskriver, at de psykiske tilstande reguleres mellem to poler, som han betegner som psykologisk tilhørsforhold og psykologisk ensomhed. I den ene ende findes tæthed og tryghed og i den anden ende afstand, udforskning og nysgerrighed.

Ifølge Stern er tilknytningssystemet skabt til fysisk tæthed og tilhørsforhold snarere end psykologisk intimitet. Stern udvider således Bowlbys forståelse af tilknytningssystemet med en dimension af psykologisk intimitet. Tilknytningssystemet er hos Stern et adfærdssystem, som gør det muligt for mennesker at være stærkt tilknyttede til hinanden, men det betyder nødvendigvis ikke, at de deler psykologisk tæthed eller intimitet. Denne kan kun udvikle sig gennem udfoldelse af intersubjektivitet.

Tilknytningssystemet giver mennesket mulighed for at indgå i en relation, hvor intersubjektiviteten kan udvikle sig eller blive dybere, og intersubjektivitet skaber mulighed for at danne tilknytning og psykologisk tæthed.

Den intersubjektive matrix. Som Winnicott i sin tid gav udtryk for, udvikles kapaciteten til at være alene gennem det, han betegnede som spejling. Det betyder, at et barn som bliver set af sin mor, finder sig selv, mens et barn, der ikke bliver set af sin mor, udelukkende finde sin mor – det udvikler ikke en klar fornemmelse af sig selv i verdenen. Med Sterns udtryk har barnet behov for at blive set igennem en andens øjne, for at psyken kan formes og holde sig sammen. Det er denne grundlæggende relation til andre, som han kalder den intersubjektive matrix. Den intersubjektive matrix er en forudsætning for følelsen af menneskelig identitet.

Den intersubjektive matrix skabes hovedsagelig af de "danse", som barnet oplever i sine tidlige mellemmenneskelige relationer. Igennem disse "danse", som skal matche barnets nærmeste udviklingszone, udvikles barnets relationsevne, som indbefatter mere end summen af fortidige og nutidige samspil. Et af de centrale træk ved denne udvikling er, at barnet får skabt et varigt mentalt billede eller en indre repræsentation af den anden.

Stern har identificeret en række selvfornemmelser, som han mener, bliver formet i bestemte faser i barnets liv. I disse formative faser opstår fire slags selvfornemmelser. 1) Fra fødslen til ca. to-tremånedersalderen opstår fornemmelsen af et gryende selv. 2) Mellem to-tre måneders alderen og syv-ni måneders alderen opstår fornemmelsen af et kerneselv. 3) Fra syv-ni måneders alderen og op til 15 måneders alderen opstår fornemmelsen af et intersubjektivt selv. 4) Fra 15-18 måneders alderen opstår fornemmelsen af et verbalt selv. Stern finder det frugtbart at betragte disse formative faser, som de fire selvfornemmelsers sensitive perioder, dvs. udviklingsfaser, hvor barnet udsættes for aktuelle tilpasningsopgaver, der opstår som følge af, at barnets fysiske og mentale kapaciteter modnes. Sterns pointe er, at hver enkelt selvfornemmelse eller domæne aldrig forsvinder, men forbliver aktivt i et dynamisk samspil med alle andre domæner. Hver enkelt domæne letter fremkomsten af de senere udviklede domæner. Når de formative faser først er udfoldet, bliver de livet igennem ved med at være aktive selvfornemmelser med særlige tilknyttede sociale kompetencer og måder at være sammen med andre på.

Barnets forskellige mentale organiseringer dannes gennem lærerige oplevelser, og spædbarnet er fra fødslen disponeret for at opsøge muligheder for at lære. Når de forskellige oplevelser sammenkobles i barnets bevidsthed, opstår der en mental organisering, hvorigennem barnet opnår en selvfornemmelse, der opleves som referencepunkt for efterfølgende oplevelser.

Stern er optaget af de fornemmelser for selvet, der er væsentlige for de daglige sociale samspil, og som, hvis de bliver alvorligt skadede, forstyrrer de normale sociale funktioner og sandsynligvis fører til psykiske lidelser eller omfattende sociale brist. Sådanne fornemmelser af selvet omfatter fornemmelsen af at være en individuel, handlende person. En manglende fornemmelse af at have kontrol over den ydre verden og fornemmelse af fysisk sammenhæng er udviklingsrelaterede problemer, som vil kunne medføre problemer som fragmentering af kropsoplevelsen og uvirkelighedsfølelser. Uden fornemmelsen af at have følelser og at have et intersubjektivt selv vil der kunne opstå en oplevelse af kosmisk ensomhed eller psykisk gennemsigtighed. En manglende fornemmelse af at kunne skabe organisering kan medføre kaos, og en manglende evne til at kunne formidle mening kan give en oplevelse af kulturel udelukkelse og manglende sociale kompetencer.

Fornemmelse af et gryende selv 0 – 2 måneder. Fra fødslen til to-tre måneders alderen opstår fornemmelsen af et gryende selv. Spædbarnets sociale færdigheder er i denne periode rettet mod at sikre sociale samspil, som fremkalder affekter, perceptioner, sansemotoriske hændelser, erindringer og andre kognitive fænomener, primært med henblik på reguleringen af fødeindtagelse, søvn- og vågenhedsmønstre samt aktivitetscyklus. Meget af den sociale interaktion foregår med henblik på at støtte spædbarnets fysiologiske regulering. Fra omsorgspersonens side bruges sociale og affektive udvekslinger (smil og vokalisering) til at markere og regulere disse hændelser. Samspillet angår omsorgspersonens evne til at aflæse barnets signaler og til at regulere barnets opmærksomhed og aktivitetsniveau. I denne periode får barnet en fornemmelse af verdenen, herunder en fornemmelse af et selv.

Fornemmelse af et kerneselv 2-3 op til 7-9 måneder. Fornemmelse af et kerneselv vedrører en oplevelse af at være en sammenhængende, viljebetonet, fysisk enhed med et særligt følelsesliv og en unik historie. Allerede i to-tre måneders alderen ændrer spædbarnet sig kvalitativt, idet det begynder at tage direkte øjenkontakt. Det smiler oftere og begynder at pludre. Stern betegner denne aldersperiode som den mest gennemgribende sociale periode i livet. Allerede når barnet er ca. tre måneder gammelt, bliver dets arousal- eller aktivitetsniveau påvirket af dets opmærksomhed. Det er nu i stand til at opretholde en nogenlunde konstant indre tilstand, som tillader det at være opmærksomt og reagere i forhold til omgivelserne i op til 15 minutter af gangen, af og til længere, og det er i løbet af disse episoder, at de fleste sociale legeinteraktioner opstår. Spædbarnets kontrol over sin opmærksomhed giver det kontrol over stimulusinput og dermed over det indre aktivitetsniveau.

Kerneselvet udgøres ifølge Stern af fire fornemmelser, nemlig selvhandling, selvsammenhæng, selvaffektivitet og selvhistorie. Ved selvhandling forstår Stern, at barnet får en oplevelse af at være ophav til egne handlinger, men ikke til andres handlinger. Det får en oplevelse af kontrol over handling ( fx armen bevæger sig, når man vil have den til det), og det forventer, at handlingerne har følger ( fx når man lukker øjnene bliver det mørkt). Ved selvsammenhæng forstår Stern, at barnet har en fornemmelse af at være en ikke-fragmenteret fysisk helhed, der er afgrænset af omverdenen. Ved selvaffektivitet forstår han, at barnet oplever strukturerede indre følelseskvaliteter eller affekter ( fx at blive glad, når mor smiler), og ved selvhistorie forstår han, at barnet har en selvfornemmelse af noget vedvarende, en kontinuitet med en fortid. Fornemmelsen af et kerneselv er et resultat af, at ovenstående fire selvoplevelser integreres i et socialt subjektivt perspektiv. Det er kun ved alvorlig psykose, der ses at afgørende fravær af en af de fire selvoplevelser.

Fornemmelsen af et intersubjektivt selv 7-9 op til 15 måneders alderen. Fornemmelsen af et intersubjektivt selv betyder, at sindstilstande imellem mennesker kan aflæses og sammenlignes, dvs. at omsorgsperson og barn har fælles opmærksomhed mod noget uden for dem selv, og at de er hinandens opmærksomhed bevidst. Barnet kan være opmærksomt på noget sammen med en anden, kan tillægge omsorgspersonen hensigter og motiver og formår at forstå vedkommende rigtigt. Det kan tillægge omsorgspersonen selvstændige følelsestilstande og fornemme, om de er i overensstemmelse med det egne følelser. I denne periode kommer den fælles objektleg i fokus, dvs. omsorgsperson og barn leger sammen med en genstand.

Tidligt i denne periode (syv-ni måneder) opdager barnet, at det har et sind, og andre mennesker har deres, og at fysiske begivenheder er udtryk for bagvedliggende mentale processer. Det er derfor muligt at delagtiggøre andre i indre subjektive oplevelser. Når dette sker, er den interpersonelle interaktion delvis flyttet fra de ydre handlinger og reaktioner til indre subjektive tilstande, som ligger bag den ydre adfærd. Denne nye fornemmelse af mentale tilstande, som ligger bag fysiske begivenheder, åbner mulighed for intersubjektivitet på et højere niveau mellem spædbarn og omsorgsperson.

Fra otte – tolv måneders alderen begynder barnet meget tydeligt at udvise adfærd, der er karakteristisk for tilknytning til og adskillelse fra den primære omsorgsperson. Denne proces accelereres af det lille barns tiltagende evne til at bevæge sig væk fra og vende tilbage til omsorgspersonen, først ved at kravle, senere ved at gå. Perioden fra ni til atten måneder er primært viet til udviklingsmæssige opgaver i retning af uafhængighed eller autonomi eller individuation, dvs. i retning af at komme væk fra og blive fri fra den primære omsorgsperson eller søge at skabe fællesskaber med andre, og denne fase kaldes for seperations-individuationsfasen.

Før der kan tales om intersubjektiv udveksling skal omsorgspersonen være i stand til at aflæse barnets følelsestilstand ud fra dets adfærd og til gengæld handle på en måde, der ikke er ren efterligning, men ikke desto mindre modsvarer barnets adfærd. Det er omsorgspersonens evne til at aflæse spædbarnets følelsestilstand ud fra spædbarnets adfærd, der med tiden giver barnet mulighed for at udvikle fornemmelsen af, at det kan føle noget, som ligner det, andre føler. Derudover må barnet være i stand til at aflæse omsorgspersonens reaktion som noget, der har at gøre med den følelse, der oprindeligt gav anledning til dets adfærd. Kun når disse betingelser er til stede, kan begge fornemme, at der har fundet følelsesmæssig afstemning sted.

Den afstemmende adfærd flytter opmærksomheden over på de følelser, der ligger bag adfærden. Mens imitation gengiver form og ydre, gengiver afstemning følelse. Imitation er den dominerende måde at lære ydre former at kende på, mens afstemning er en måde at dele indre tilstande på.

Fornemmelse af et verbalt selv 15-18 måneder og frem. I det øjeblik barnet er i stand tid til at skabe narrative meninger om sig selv og verdenen, er der dannet en fornemmelse af et verbalt selv, som opererer på det verbale relaterings domæne. Det sker, når barnet begynder at udvikle sprog omkring 18-30 måneders alderen. Dette er et kvalitativt nyt område med næsten grænseløse muligheder for interpersonelle udvekslinger.

En anden udviklingsmæssig ændring på dette alderstrin opstår på grund af barnets øgede mobilitet og fysiske kapacitet, som medfører et behov for grænsedragning. Det er i denne alder, socialiseringsprocessen påbegyndes. Som oftest drejer det sig om, at omsorgsperson og barn forhandler sig frem til grænserne. Disse forhandlinger afslører relationens struktur og funktion i den måde, hvorpå grænserne fastlægges, og fortæller lige så meget om mor-barn-relationen som grænserne i sig selv.

I løbet af barnets fortsatte udvikling begynder det at kunne forholde sig til forskellige aspekter af sig selv. I kraft af den tiltagende modning (især frontallapperne) bliver barnet i stand til at forholde sig til stadig flere selvaspekter, som kan interagere med hinanden, observere hinanden og kommunikere med hinanden.

Sterns begreb om indre repræsentationer minder om Bowlbys begreb om indre arbejdsmodeller, dvs. etablering og fastholdelse af indre billeder af sin verden, som konstrueres igennem selvoplevelsen af at være sammen med andre, i første omgang omsorgspersonen. Det er oplevelse-genoplevelsesprocessen, der giver mulighed for udvikling af prototyper eller generaliserede modeller, og repræsentationer konstrueres på baggrund samspilserfaringer med andre mennesker. Når det lille barn efterligner en anden og handler og føler som denne person i et givent øjeblik, vil det begynde at danne repræsentation af, hvordan det føler inde i sig selv, mens det er sammen med denne anden person. Indre repræsentationer af at opleve sig som delagtig i menneskelige samspil omfatter forskellige elementer, heriblandt sansefornemmelser, perceptioner, affekter, handlinger, tanker, motivationer osv.

Spædbarnet danner skemaer for genstande og hændelser og indre repræsentationer for personer i sin verden, og det indre mentale billede giver det en forventning om, hvordan noget skal se ud, lugte eller lyde. Hvis spædbarnet fx oplever en genstand, der er forskellig fra dets mentale billede, vil der foreligge en uoverensstemmelse mellem den faktiske stimulus og dens skema, hvilket giver barnet mulighed for indlæring af et nyt skema.

Kognitionsforskningen har vist, at repræsentationer, erindringer og motoriske mønstre ikke findes i en fastlagt, absolut og færdig form, der venter på at blive aktiveret eller udløst, men i stedet komponeres eller konstrueres på ny, hver gang de bringes ind i arbejdshukommelsen, ud fra de krav, som den aktuelle kontekst stiller.

Oplevelser af samspil drejer sig om handlinger, sanseindtryk og følelser, som repræsenteres præverbalt, og udgør ifølge Stern "repræsentationer af interaktioner", som er blevet generaliserede – hvilket han benævner som RIG'er. RIG´er er fleksible strukturer, der repræsenterer gennemsnittet af adskillige konkrete oplevelser. Det er således ikke en specifik erindring, men en abstraktion ud fra mange specifikke erindringer, som vil være lidt forskellige, men som frembringer en generaliseret hukommelsesstruktur. Ifølge Stern sammenfattes og mistes de fleste specifikke erindringer ved denne generalisering.

Indtrykkene af omsorgspersonen sammenvæves og ordnes, og det er den episodiske hukommelses dynamiske natur med brug af RIG'er som basale hukommelsesenheder, der får dette til at ske. Oplevelsen af at være sammen med en selvregulerende anden danner gradvis RIG´er. Disse erindringer kan genfremkaldes, hver gang en del af en RIG er til stede. Når forskellige RIG'er aktiveres, genoplever spædbarnet forskellige måder at være sammen med den regulerende anden på. Hvert hukommelsesspor er unikt, fordi det vækkes til live i en specifik kontekst.

En specifik, enkeltstående episode vil altid resultere i en vis ændring af RIG'er, som langsomt opdateres. Jo flere tidligere oplevelser, der har fundet sted, desto mindre relativt ændrende indflydelse kan en senere enkeltstående episode få. Stern kalder internaliserede relationer for fremkaldte ledsagere. En fremkaldt ledsager er en aktiveret hukommelse fra en RIG eller flere, som fremdrages på baggrund af et genkendelsestegn. Den aktiverede fremkaldte ledsager er udformet på baggrund af den episodiske hukommelse og passer bedst til de emotionelle sider af kontakten.

Koblingen mellem relaterede RIG'er danner netværk af repræsentationer, som integreres til stadig mere omfattende interpersonelle oplevelser af at være sammen med den anden person. Når en repræsentation først er tilstrækkelig omfattende, er den blevet en relation, der eksistere i bevidstheden, og kan bringe en historie om relationen med sig til hver eneste ny interaktiv hændelse.

De former for psykopatologi som et spædbarn kan udvise, består først og fremmest i relationsforstyrrelser mellem omsorgsperson og barn, der enten kan vise sig som spise-eller søvnforstyrrelser og forstyrrede forældrefunktioner. De er ikke symptomer på intrapsykisk konflikt, men afspejlinger af den fortløbende kontakt i virkeligheden, som manifisteres gennem et problematisk interpersonelt samspil. Der findes ingen mentale forstyrrelser hos spædbørn på dette tidlige alderstrin, kun i de relationer, spædbørn deltager i – selvfølgelig med undtagelse af medfødte lidelser.

Hvis spædbarnet fx udsættes for utålelig understimulering, vil det være ladt tilbage uden konkrete oplevelser med en affektregulerende anden. Uden den andens nærvær og interesserede adfærd vil det ikke kunne udvikle fantasioplevelser og selvregulering gennem de fremkaldte ledsagere. Dette medfører en modningsmæssig mangel, hvilket i løbet af den sensitive periode op til syv-ni måneders alderen kan få permanent indflydelse på, hvilke oplevelser der bliver en del af kerneselvet.

Stern beskriver, at der i spædbarnets udvikling forekommer karakteristiske mønstre, og når der er afvigelser fra normen, er det relationen til omsorgspersonerne og ikke barnet alene, der synes afvigende. Det er uklart, hvilke variationer der er forløbere for senere psykopatologi. Tilknytning strækker sig ud over den oprindelige omsorgsperson-barn-tilknytning, den udvikler sig gennem hele barndommen og gør sig også senere gældende overfor jævnaldrende. Tilknytning er således ifølge Stern et livstema.

En ideel omsorgsperson, der er sensitiv over for barnets samlede adfærd og reagerer i overensstemmelse hermed, findes ikke. Både omsorgsperson og barn befinder sig i en uophørlig forandringsproces, idet de hele tiden forsøger at tilpasse sig hinandens adfærd. Et spædbarn kan for en tid tilpasse sig fraværet af intersubjektiv relatering, men hvis omsorgspersonen ikke kan ændre sig, og ingen andre mennesker står til rådighed og kan støtte barnets intersubjektive proces, vil det være katastrofalt for barnet.

Alle har en personlig velkendt prototype med almindelige variationer, son udgør forskellige måder at være sammen med andre på. Det er disse specifikke variationer i generelle former for oplevelse, som udgør den konkrete oplevede oplevelse og er en del af de indre repræsentationer. Relationen mellem omsorgspersonerne og det lille barn udspiller sig nonverbalt og er i det store og hele præsymbolske. Psykopatalogi stammer således ifølge Stern fra problemer i det præverbale samspil.



Feedback

Sidst opdateret

09.05.2018

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen