Spring til indhold

Daniel Woods Winnicot

Winnicott, engelsk børnelæge og psykiater var en af de første, som for alvor tog fat i omverdenens og interaktionens betydning for udviklingen af det enkelte barn.

Donald Woods Winnicott

Winnicott, engelsk børnelæge og psykiater var en af de første, som for alvor tog fat i omverdenens og interaktionens betydning for udviklingen af det enkelte barn.

Winnicotts udviklingsforståelse tager udgangspunkt i, at der er et grundlæggende menneskeligt behov for at være i forbindelse med eller relatere sig til andre, og at udviklingen bæres af et potentiale hos barnet, der modnes, når omgivelserne er gunstige. Winnicott betegner det som en faciliterende omverden. En sådan faciliterende omverden er karakteriseret ved en intens optagethed af barnet fra omsorgspersonens side, som sætter hende (for der er typisk tale om moderen) i stand til næsten fuldstændigt at tilpasse sig dets behov. Ved denne tilpasning fra moderens bliver barnet i stand til mentalt at skabe eller genopfinde det, som hun tilbyder, på en måde, der stemmer overens med dets egne behov, og derved indledes en udviklingsproces, hvor barnets fornemmelse for sig selv styrkes.

Winnicott taler om det potentielle rum, hvor den indre verden kan forbindes med den ydre virkelighed, som et rum, hvor legen, kreativiteten og glædesfyldte interpersonelle samspil kan udfolde sig. Hvis omgivelserne ikke er faciliterende, dvs. befordrende for skabelsen af et potentielt rum, vil barnet ikke modnes, men udvikle et "falsk selv", der virker som skjold over for omverdenen og beskytter det sande selv mod indtryk, som det ikke kan forarbejde. Konsekvensen af en sådan udvikling kan være, at barnet søger at indfri andres forventninger uden spontanitet eller emotionalitet i kontakten.

Den faciliterende omverden er central i Winnicotts udviklingsforståelse; den omtales også som en "god nok mor" funktion eller en støttende omsorg, og betegnelsen henviser til en mor/moderlig funktion, der er i stand til at fornemme barnets behov og er indfølende, kærlig og stabil i sin omsorg. Det er dog ikke omgivelserne, der former barnet, men en støttende omverden sætter barnet i stand til at realisere sit potentiale.

Winnicott taler om indre objekter som betegnelse for de psykiske repræsentationer eller forestillinger, der dannes i barnet, og som kan henvise til både personer eller ideer. Hans fokus er den proces eller interaktion mellem barn og omverden, som fører til dannelsen af indre objekter. Når barnet har dannet indre repræsentationer, organiseres dets erfaringer i jeg´et, og det fører til dannelsen af personligheden.

Jeg´ets kapacitet til at integrere og organisere kan kun komme til udfoldelse hos det spæde barn, hvis der er en tilstrækkelig god omsorg, hvor moderen gennem sin næsten fuldstændige tilpasning til barnet beskytter og understøtter barnets jegfunktion. Selvet og jeg´et er tilstede fra fødslen som kapaciteter, der kan modnes, når omgivelserne er støttende.

Selvet forbliver i den sunde udvikling en kilde til vitalitet og spontanitet livet igennem, og forbindelsen mellem jeg´ets organisering og selvet som et potentiale er tilstede i individets kreative brug af sig selv i samspillet med omgivelserne. Når udviklingen løber af sporet, taler Winnicott om et "falsk selv", som er en jeg-struktur, der beskytter selvet mod omverdenen. Denne beskyttelse betyder, at barnet udvikler en passivitet og føjelighed over for omverdenens krav, som det aldrig for alvor interagerer med. Prisen er tab af vitalitet, spontanitet of fornemmelse af at have sig selv med i samspillet med omverdenen.

Winnicott taler om, at spædbarnet og den moderlige omsorg forudsætter hinanden og danner en enhed. Det er denne gensidighed mellem barnet og den primære omsorgsperson, som er baggrunden for at Winnicott kan inddrages sammen med tilknytningsteoretikerne om tilknytningens betydning for barnets udvikling. I hans forståelse er forholdet til moderen en forudsætning for, at modning kan finde sted.

Winnicott taler om, at moderen med sin næsten fuldstændige tilpasning til barnet i den tidlige periode fungerer som barnets jeg, og om "jeg-forbundethed", dvs. at mor og barn udgør en enhed: " Barnet ser sig selv, når det ser moderen, og når moderen ser barnet, fornemmer hun sin egen barnlige stemning og kan identificere sig med barnet". Winnicotts fokus er det, der foregår imellem mor og barn i denne proces, og på den måde fremhæves i hans arbejde, hvordan forbundethed mellem de to befordrer udvikling. Han beskæftiger sig således med det samme genstandsområde som tilknytningsteoretikerne. Selv opfattede Winnicott sig nok nærmest som objektrelationsteoretiker.

Winnicott anvender udtrykket væren om den tilstand, der opstår som følge af barnets subjektive oplevelse af at være forenet med en omsorgsfuld mor. Barnet får en grundlæggende oplevelse af, at der er en indre sammenhæng, og en tryghed over for omverdenen, som danner grundlag for den videre udvikling.

Winnicott anvender begrebet reaktion som betegnelse for, at barnets fornemmelse for væren afbrydes, når påvirkningen er for stærk, og det ikke er muligt for barnet at modtage eller forarbejde den. For barnets udvikling vil mange af sådanne brud føre til dannelsen af et forsvar mod påvirkninger udefra – mod, med Winnicotts ord, "nogen sinde igen, at mærke den utænkelige angst, der ledsager tilintetgørelse." Forsvaret fører til, at barnet lukker af for sin egen vitalitet eller indre fornemmelse såvel som for den ydre verden. Jeg´et søger at beskytte sig mod sammenbrud ved at gøre sig usårlig, og dette forsvar bliver en permanent del af barnets personlighed. Modsætning til væren er sammenbrud, dvs. barnets fornemmelse af at være en enhed trues af fragmentering.

Integration opstår i korte øjeblikke med oplevelsen af, at noget samler sig og får en form. Dets smil besvares af et kærligt ansigt, dets hånd fanger ranglen, og oplevelsen får form. Disse korte øjeblikke omtales som "jeg er" øjeblikke, hvor barnet mærker sig selv, og det udvikler gradvist et mere sammenhængende selv ud fra de punkter af selvfornemmelse, der knytter sig til "jeg er" øjeblikkene. Med udviklingen integreres oplevelser og erfaringer i stadig større helheder og fører til dannelse af personligheden som en sammenhængende helhed.

Disintegration betegner tab af integration, dvs. tab af den indre fornemmelse for helhed og sammenhæng, hvilket fører til indre kaos. Winnicott ser dette indre kaos som et forsvar, der opstår hos barnet, når omverdenen ikke er tilstrækkelig støttende i den absolutte afhængighedsperiode. Når barnet presses til at reagere på påvirkninger, som det ikke har forudsætninger for at bearbejde, udvikles et indre kaos som forsvar mod at mærke den angst, der knytter sig til at være hjælpeløs og alene.

Winnicott bruger begrebet relateren. Relateren indebærer, at mor og barn orienterer sig mod hinanden med en tæt indbyrdes forbindelse, uden at forskellene mellem dem er tydelige. Begrebet har lighed med tilknytningsbegrebet, hvor tilknytning er det, som fra fødslen sætter barnet i stand til at indgå samspil med omsorgspersonen.

Den relative afhængighed er karakteriseret ved, at barnet bliver opmærksomt på sin afhængighed af moderen- derved bliver den relativ. Det sker omkring seksmånedersalderen. Når moderen ikke længere fuldstændigt tilpasser sig barnets behov, men i passende doser frustrerer det og lader det vente, eller er borte en kort tid eller ikke med det samme forstår dets signaler, bliver det ængsteligt, og det opdager sin afhængighed af moderen. Hvor barnet i den absolutte afhængighedsperiode var fuldstændigt afhængig af moderen, udvikler det nu evnen til at kunne klare sig uden øjeblikkelig omsorg. Det udvikler en sikrere fornemmelse af sig selv og sine behov, og det får erfaringer med, at omverdenen er pålidelig. Dannelsen af indre repræsentationer gør det muligt for barnet at vente med behovstilfredsstillelse.

Den relative uafhængighed opstår som et behov hos barnet, når de indre billeder, det har skabt sig af omverdenen, sætter det i stand til at orientere sig i den; det får lyst til at lege og undersøge verden og bringe sin egen forståelse af den med. Udviklingen mod relativ uafhængighed udfolder sig i tre-femårsalderen og i puberteten.

Rejsen fra absolut afhængighed til relativ uafhængighed er ikke definitiv eller absolut, der forbliver til stadighed en gensidig afhængighed mellem individet og omverdenen, hvor individet på en gang er sig selv og forbundet med omverdenen. En "god nok" eller støttende omverden er forudsætningen for, at barnet kan foretage sin udviklingsrejse; en sådan er karakteriseret ved en pålidelig og nærværende omsorg hos en mor, der kan spejle sit barn, og som ønsker at lære det at kende.

Winnicott taler om omnipotens som betegnelse for det forhold, at barnet har et billede af sig selv som verdens centrum, og at dette billede understøttes ar omsorgspersonens adfærd. Omnipotens er et psykoanalytisk begreb, der direkte oversat betyder almagt; det henviser til en umoden, urealistisk selvovervurdering. Omnipotensen er i den tidlige periode reel, fordi den rent faktisk understøttes af moderens næsten fuldstændige tilpasning til barnet.

Sideløbende med udviklingen af forholdet til virkeligheden begynder barnets udforskning af den relationelle omverden, dvs. forholdet til andre mennesker. Når moderens tilpasning ikke længere er fuldstændig, og barnet bliver i stand til at udsætte sin behovstilfredsstillelse en kort stund og bære uopmærksomhed fra moderen i små doser, ændres også dets oplevelse af at være verdens centrum. Fornemmelsen af at være omnipotent er selvfølgelig kun virkelig for barnet selv, men når der erhverver sig en oplevelse af forskellen på mig og ikke-mig, opstår også muligheden for at det kan dele virkelighedsopfattelse med en anden. Borte-kig-legen hvor en genstand er der og bliver væk og bliver fundet, hører til i den periode og legen tjener til, at barnet kan opbygge en indre forståelse af, at noget ydre eksisterer, selvom det ikke kan se eller mærke det.

For at beskrive det dynamiske felt mellem mor og barn anvender Winnicott en distinktion mellem omverdensmor og objektmor, som to aspekter ved den moderlige omsorg. De er begge tilstede for barnet, men tager sig meget forskelligt ud. Objektmoderen er den, der kan tilfredsstille barnets umiddelbare og presserende behov, og som ved at være mål for barnets ophidselse indgår i et samspil med barnet om tilfredsstillelse af dets behov. I dette samspil udvikles relationen mellem mor og barn. Omverdensmoderen er det aspekt ved den moderlige omsorg, der er pålideligt nærværende, sørger for kontinuitet i omsorgen og sikrer, at der ikke sker uforudsigelige og skræmmende hændelser. Her er tale om en moderlig funktion snarere end en relation. Dette aspekt ved moderen er genstand for barnets hengivenhed og sansemæssige samhørighed.

Hvis den gode cirkel i samspillet mellem mor og barn ikke opstår, forstyrres den emotionelle udvikling. Når moderen selv bliver bange eller på anden måde overvældes af følelser ved barnets angreb, eller når hun ikke er i stand til at skabe troværdige muligheder for, at barnet kan genoprette det gode forhold eller gøre det godt igen efter en konflikt, udvikler barnet ikke omsorg for den anden som en indre struktur, men derimod angst i forholdet til andre mennesker. Et almindeligt forsvar mod en sådan angst kan være splitting, dvs. vanskelligheder med at bære ambivalens og i stedet for opdele verden i venner og fjender, gode eller onde. Hvis omgivelserne er mindre støttende, kan angsten antage form af disintegration, hvor det indre kaos hos barnet forhindrer udvikling mere generelt.

Overgangsfænomener og overgangsobjekter forbindes i almindelighed med en sutteklud, bamse eller lignende; genstande som for barnet er uundværlige. Der er dog mere i disse objekter end deres fremtræden og fysiske kendetegn. I Winnicotts udviklingsforståelse er det dets funktion i barnets udvikling, som er central.

Overgangsfænomener og objekter bidrager til udvikling ved hverken at høre til i den indre verden eller den ydre virkelighed, men i det mellemliggende område eller det potentielle rum, som det ofte kaldes hos Winnicott. Hans fokus er hverken på den indre verden eller den ydre virkelighed, men derimod i det mellemliggende område, der eksisterer mellem mor og barn, og som danner grundlag for, at barnet kan bevæge sig fra afhængighed til selvstændighed. Det potentielle rum er en hypotetisk størrelse, som opstår, når barnet behandles følsomt og udvikler tillid støttet af en pålidelig omverden, og som vil give det et umådeligt område at udvikle sig i. Det potentielle rum er på den måde et legende udviklingsområde, hvor barnet kan erhverve sig erfaringer med at adskille sig fra moderen og blive sig selv i en dialektisk proces, hvor det konstant tager noget udefra ind og beriger det med bidrag fra sin indre verden i erfaringstilegnelsen.

Overgangsfænomener og objekter optræder fra fire til tolvmåneders alderen og støtter generelt udviklingen hos barnet. Barnets daglige rytme med den faciliterende omverden udgør en sammenhæng, hvor barnet igen og igen opdager eller for sig selv skaber det, som findes i den ydre verden, og gradvist opbygger barnet en psykisk enhed gennem sin erfaring med forskellen mellem mig og ikke mig. Denne bevægelse med igen og igen at skabe verden og dens objekter er det daglige arbejde, som barnet udfører, hvorigennem det opnår en bevidsthed om sig selv og om, hvad det har at bidrage med i den virkelige verden.

I Winnicotts beskrivelser af den faciliterende omverden kommer han ind på den gode nok mor. En god nok mor er i hans optik den almindelige mor, der holder af sit barn, irriteres på det, bliver vred osv. Dette står i kontrast til den perfekte mor. Winnicott lægger vægt på, at den almindelige hengivne mor er den eneste, der i passende grad fornemmer sit barn, søger at udbedre fejltagelser, er optaget af, hvordan barnet har det, holder af og om det, men netop ikke er en, der altid gør det rigtige. Det at være optaget af at gøre tingene helt rigtigt er på en måde en illusion, der bygger på forestillingen om, at nogen ved, hvad det rigtige er, og en sådan forestilling er næppe realistisk i processer, der indebærer at lære hinanden at kende og finde muligheder i samspillet.

Angående holding beskriver Winnicott det som evnen til at identificere sig med barnet og tilpasse sig det næsten fuldstændigt, hvilket giver det ikke-integrerede barn mulighed for at opleve tilværelsen som sammenhængende. Ved sin holding beskytter moderen barnet mod for voldsomme oplevelser eller stimuli udefra, drager omsorg for dets særlige behov og egenart og tager hensyn til dets følsomhed, alt sammen funktioner, der giver barnet en illusion om, at den verden, som det efterhånden skaber i forholdet til moderen, er venlig og tillidsvækkende.

En anden side af moderens funktion er spejling, som indebærer, at hun ser barnet og formidler det, hun ser til barnet, der således bibringes oplevelsen af at blive set. Winnicott mener, at en forudsætning for at kunne udvikle sig er, at barnet internaliserer oplevelsen af at være blevet set, og at det ser sig spejlet i moderens ansigt. Barnet er optaget af at aflæse moderens ansigtsudtryk og får, når det mærker sig spejlet i moderens omsorg og hengivenhed, støtte til at danne sig en fornemmelse af sig selv. Hvis moderen på grund af egne vanskelligheder har svært ved at se på barnet og besvare dets udtryk, vil det føre til, at barnet ikke ser sig selv, men moderen. Det koncentrerer sig om at tage bestik af hendes stemning, og dets selvudvikling kan forstyrres.

Hos Winnicott er udvikling uløseligt knyttet til mor-barn enheden, men det er et væsentligt og grundlæggende træk i hans teori, at det ikke er moderens faktiske handlinger eller adfærd, men barnets egen ageren og opfindelse af verden inden for enheden, der giver anledning til udvikling og fejludvikling. Ved en utilstrækkelig eller ikke god nok omsorg afbrydes barnets stabile livsrytme, hvilket fremkalder en reaktion fra barnet, som beskytter sig selv imod oplevelser eller indtryk, som det ikke har forudsætninger for at forarbejde. Reaktionen kan være at lukke af for omverdenen, som man ser hos spædbørn, der bliver forskrækkede. Hvis barnet ikke får støtte til at genvinde sin stabile rytme, men presses til at reagere på indtrykkene udefra, kan der dannes et mønster, hvor det beskytter sig ved slet ikke at ønske kontakt med omverdenen. Hvis denne beskytten sig bliver et mønster i barnet, danner det grundlag for en udviklingsmæssig forvrængning eller dissociering, hvor bestemte oplevelser eller følelser, kropslige fornemmelser og erindringer fraspaltes resten af psyken. Psyken tømmes så at sige for erindringer og har ikke klangbund for at registrere informationer, der vedrører disse fraspaltede erindringer. Det betyder, at barnet vil være ude af stand til at sætte sig ind i andres følelser eller fornemme, hvad der foregår i andre.

Det falske selv er et af Winnicotts originale bidrag til forståelsen af fejludvikling og visse former for psykisk lidelse-f.eks borderline.

Dannelse af det falske selv kan opstå, når moderen ikke kan tilpasse sig barnets behov. Når hun ikke kan give det tid til at finde sin egen rytme under måltidet, men mekanisk giver det mad, når hun ikke kan anerkende, at barnet er ked af det eller glad mv., eller hvis hun i det ene øjeblik er imødekommende og i det næste tillukket eller på anden måde bringer barnet i en situation, hvor det hele tiden må orientere sig mod hendes forventninger eller sindsstemninger for ikke at miste forbindelsen med hende. I et sådant forhold presse spædbarnet til at være føjeligt mod omverdenen og udvikler en tilpassende struktur, der virker som et skjold over for omverdenen og beskytter eller skjuler selvet. Barnet forsøger at være det, som omgivelserne forventer af det.

I sådanne situationer, hvor moderen ikke tilpasser sig barnet, er det personlighedens skal snarere end dets kerne, der udvikles, og prisen for dette er, at barnet mister sin spontanitet og fornemmelse for sig selv og i stedet opnår færdigheder mht. at aflæse omgivelsernes signaler og orientere sig efter dem. Således er det personlighedens skal snarere end dets kerne der udvikles. Det falske selv kommer til at fungere som et permanent forsvar mod at registrere indtryk eller påvirkninger, der kan invadere eller overvælde barnet og dermed vække angst for at miste sig selv, psykisk at gå i stykker – med Winnicotts ord; angst for tilintetgørelse.

Antisociale tendenser kommer til udtryk hos børn ved, at de stjæler og lyver eller ved aggressive udbrud, hvor de ødelægger ting. Den antisociale tendens kan forekomme i et kontinuum fra almindelige dagligdags hændelser, hvor et barn tager mønter fra sin mor eller ødelægger ting, til en mere fastlåst antisocial adfærd, hvor barnet er truende og voldelig og hårdnakket modsætter sig enhver sanktion, som omverdenen sætter op.

Et af Winnicotts eksempler er et barn, som ved moderens støtte kreativt har kunnet udforske omverdenen og gøre brug af dens objekter, men som mister denne støtte, feks. Ved fødslen af en yngre bror eller søster, som nu får moderens opmærksomhed. Som forsvar mod forvirring, indre kaos og angst reorganiserer barnet sine psykiske ressourcer til en eller anden føjelig og tilpasset struktur. For omgivelserne kan denne tilpasning ofte være tilfredsstillende, men barnet lider under den og kan reagere ved at række ud efter noget, som tilhører andre.

Winnicott taler om, at den antisociale adfærd er kompulsiv. Barnet ved ikke, hvorfor det stjæler, lyver, ødelægger etc., og det er ikke muligt at tale sig til rette med det eller appellere til dets fornuft. Antagelsen af, at barnet med sit symptom faktisk råber om hjælp, giver anledning til en række behandlingsmæssige udfordringer, hvor det er nødvendigt, at omgivelserne anerkender vanskelighederne hos barnet og udvikler et samspil med det, som tilgodeser dets muligheder for at genvinde sin psykiske balance. Barnets mulighed for at genvinde sin psykiske sundhed øges i et miljø, der kærligt og stabilt viser omsorg, og som kan vise konsistens, også når barnet udspiller sine symptomer – med Winnicotts formulering "kan overleve angreb og vise stabilitet og følelsesmæssig konsistens.



Feedback

Sidst opdateret

24.05.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen