Spring til indhold

John Bowlby

John Bowlby var uddannet børnepsykiater og psykoanalytiker, men først og fremmest kendt som forsker og teoribygger.

John Bowlby

Bowlby var uddannet børnepsykiater og psykoanalytiker, men først og fremmest kendt som forsker og teoribygger. Han var optaget af, hvordan man kunne forstå forstyrrelser i personlighedsudviklingen, der ofte så ud til at komme af oplevelser med savn og tab af moderlig omsorg. Der manglede en teori, som kunne indpasse den foreliggende empiri i en samlet forståelse. Bowlby satte sig for at udvikle en sådan, og det blev til teorien om tilknytning, som beskriver den proces, hvor barnet bliver forbundet med omsorgspersonen, og som fører til dannelsen af personligheden.

Tilknytning er hos Bowlby et medfødt adfærdssystem, der regulerer barnets adfærd i samspil med omsorgspersonen, hvor den voksne med sin integrerede og modne struktur stabiliserer barnet og giver det beskyttelse, som øger dets overlevelsesmuligheder.

Tilknytningsteorien beskriver den proces, der resulterer i barnets livsnødvendige forbundethed med omsorgspersonen og den måde, hvorpå tilknytningen fører til dannelsen af indre mentale strukturer, der er grundlaget for barnets personlighedsdannelse og senere samspil med omverdenen. Tilknytningsteorien opfatter således mennesket som et grundlæggende socialt væsen med tilbøjelighed til at kommunikere og forbinde sig med en anden.

Tilknytning opfattes som et organiseret adfærdssystem, hvor adfærdens forudsigelige formål er at sikre tilknytningspersonens tilgængelighed for barnet. De overordnede mål eller den biologiske funktion ved tilknytningssystemet er beskyttelse.

For Bowlby var det en væsentlig pointe, at tilknytning hos det nyfødte barn opstår i forhold til en figur, der kan beskytte og give sikkerhed, til forskel fra en, der kan give mad, idet han fandt dokumentation for, at følelsesmæssige bånd mellem mor og barn kan udvikles uden mad som mellemled.

Han fandt, at modellen om udvikling fra afhængighed til uafhængighed (Winnicott) ikke var fyldestgørende, og at den dertil knyttede forestilling om tilbagefald eller regression til tidligere udviklingstrin var hæmmende for forståelsen af udvikling. Han erstattede begreberne afhængig/uafhængig med tillid/selvtillid som to størrelser, der i den almindelige udvikling hos det trygt tilknyttede barn udvikles samtidig. En tryg tilknytning afføder høj selvtillid, mindre hjælpeløshed og større beredskab til at indgå i tilfredsstillende relationer med andre mennesker, der udgør en tryg base, hvorfra man kan undersøge verden, og hvortil man kan søge tilbage, når man bliver urolig, ængstelig eller træt.

Bowlby skelner mellem tilknytning og tilknytningsadfærd, hvor tilknytning opfattes som et adfærdssystem, dvs. en stærk disposition hos barnet, der sætter det i stand til at komme tæt på og være i forbindelse med den person, tilknytningen retter sig mod, og som evner at give barnet sikkerhed i dens udforskning af omverdenen.

Tilknytningsadfærd er derimod en betegnelse for alle de forskellige former for adfærd, der hjælper barnet med at skabe og opretholde nærhed med omsorgspersonen, fx smil, gråd og senere kravlen hen til den voksne. Det er gennem tilknytningsadfærd, at barnet danner indre repræsentationer at interaktionen med tilknytningsfiguren og udvikler en varig, stabil relation.

I løbet af de første år udvikler barnet en række nye færdigheder, og hvis den voksne omsorgsperson er til rådighed, parat til at reagere, når der er brug for opmuntring, men kun griber ind, når det er absolut nødvendigt, opstår en sikker base. Den sikre base udgør en platform, hvorfra barnet kan gå ud i verden, og hvortil det kan vende tilbage i tryg forvisning om, at det bliver budt velkommen.

I takt med at barnet danner indre repræsentationer af sine tilknytningserfaringer, opstår den sikre base som en funktion i barnet, der organiserer sin adfærd i balance mellem at søge tryghed hos forældrene og udforske omgivelserne.

Ud fra sit samspil med tilknytningsfiguren udvikler barnet i sidste halvdel af første leveår en række modeller, som det skaber sin forståelse af verden ud fra. Det er disse modeller, som Bowlby kalder indre arbejdsmodeller. Barnets opfattelse af omverdenen struktureres gennem disse modeller, som også inkluderer barnets opfattelse af sig selv i samspillet.

Som nogle centrale træk rummer arbejdsmodellen barnets forestilling om, hvem der er tilknytningspersoner, hvor de findes, og hvordan de forventes at reagere overfor barnet. Således er barnets oplevelser med tilknytningsfiguren vigtige, og det har betydning for udformningen af arbejdsmodellen, hvorvidt tilknytningsfiguren forventes at reagere på barnets signaler og opleves at være tilgængelig. Endvidere indgår barnets forestilling om sig selv i modellen. Hvis tilknytningsfiguren er pålidelig og nærværende i sin omsorg, vil det efterlade barnet med en oplevelse af, at den betyder noget og er værd at være sammen med. Oplevelsen af tilknytningsfiguren og af selvet er to sider af arbejdsmodellen, der udvikles i takt med barnets kognitive og motoriske modning, idet omsorgspersonen tager bestik af de kompetencer, som barnet udvikler og afpasser sin omsorg derefter.

Individet bærer så at sige sin forståelse af verden med sig og er tilbøjeligt til at opsøge mennesker og miljøer, der er genkendelige, og som det har udviklet kompetencer over for. Dette er under almindelige forhold støttende og givende for udviklingen, men hvis de erhvervede arbejdsmodeller ikke har samme slags struktur som virkeligheden, kan det føre til samspil, der er utilpassede, og hvori gamle uhensigtsmæssige livstemaer gennemspilles igen og igen. Arbejdsmodellen skabes med bidrag fra barnet selv og input fra omverdenen. Hvis der er modstrid mellem det, som barnet selv oplever, og det, som formidles udefra, kan det give anledning til, at barnet udvikler to forskellige arbejdsmodeller, der er indbyrdes uforenelige, og til, at erindringer, der knytter sig til en af arbejdsmodellerne, udelukkes fra bevidstheden og bliver ubevidste. Ofte vil det være de personlige erindringer, der udelukkes, og barnet "overtager" den formidlede erindring fra omgivelserne.

Bowlby iagttog, at børn, der er separeret fra deres mor i nogen tid, reagerede med at behandle hende, som om hun var fremmed, for derefter – afhængigt af adskillelsens varighed – at blive klæbende, bange for at miste hende og vred på hende, også hvis hun kun ganske kortvarigt fjernede sig fra barnet. Han så denne adfærd som udtryk for fravær af tilknytningsadfærd, og denne tilstand betegnede han som frakobling. Frakobling betyder, at de signaler, som i almindelighed udløser tilknytningsadfærd, svigter. Det blev opfattet som udtryk for, at tilknytningssystemet under visse omstændigheder ikke kan aktiveres, og at de følelser og ønsker, som normalt følger tilknytningsadfærden, ikke kan fremkaldes, men kobles fra i en defensiv manøvre.

Ved frakobling udelukkes signaler, som skulle aktivere tilknytningsadfærden. Frakoblingen indebærer således en defensiv udelukkelse af bestemte informationer, der knytter tilknytningssystemet og adfærden; den udgør en kerne i forsvarsmekanismerne og beskytter individet mod at mærke psykisk smerte, konflikt eller forvirring.

Den trygge tilknytning opstår når barnet har en sikker base, dvs. oplever at have adgang til omsorgspersonen, når tilknytningsadfærden er aktiveret. Den sikre base vil her blive en del af barnets arbejdsmodel, der vil foranledige til en balance mellem udforskning og søgen efter tryghed. Tilknytningen kan imidlertid have en kvalitet, som gør det umuligt eller vanskelligt for barnet at gøre brug af tilknytningsfiguren som en tryg base. Det kan have udviklet arbejdsmodeller med defensiv frakobling, eller der kan være modstridende arbejdsmodeller som følge af omsorgspersonens utilgængelighed, og her vil der være tale om utryg tilknytning.

Bowlby sammenfatter sit billede af barnets tilknytningsmønstre og deres sammenhæng med familiesamspillet på følgende måde:

  • Den trygge tilknytning er karakteriseret ved, barnet kan gøre brug af forælderen som en tryg base, dvs. søge hjælp og finde trøst, når det har brug for det.
  • Det utrygge ambivalente tilknytningsmønster omtales også som det ængsteligt klæbende mønster, hvor barnet er anspændt, kronisk usikkert og ængsteligt for adskillelse og konstant søger nærhed, uden at det tilfredsstiller barnet og giver det tryghed.
  • Det utrygge undvigende tilknytningsmønster er karakteriseret ved, at barnet undgår nærhed, forsøger at være følelsesmæssigt selvforsynende uden at søge emotionel kontakt med forældrene eller andre. Dette mønster er karakteriseret ved, at barnet lærer sig at deaktivere tilknytningssystemet som forsvar mod at blive afvist.

Ud over en skelnen mellem tryg og utryg tilknytning kan tilknytningen også beskrives med begrebsparret organiseret/uorganiseret, og efterfølgende forskning har givet anledning til at identificere et fjerde mønster, der betegnes desorganiseret tilknytning. Dette mønster adskiller sig fra de foregående ved, at barnet så at sige ikke har et mønster. Det udvikler ikke stabile adfærdsformer, men udviser modstridende eller uforståelig adfærd.

Tilknytningsmønstret bliver en arbejdsmodel og på den måde i stigende grad en egenskab ved barnet selv. Det bliver den ubevidste selvfølgelige måde, hvorpå barnet opfatter sig selv, sine forældre og andre mennesker og sine handlemuligheder over for omverdenen. Det trygt tilknyttede barn vil udvikle selvtillid og tillid til omverdenen, og dets indre arbejdsmodeller har en fleksibilitet, der gør det muligt, at modellen justeres i takt med barnets udvikling og omverdenens ændrede krav. De usikkert tilknyttede børn udvikler indre arbejdsmodeller, som indebærer, at de ikke kan gøre relevant brug af omsorgspersonen som tryg base, men vil undgå kontakt eller søge for tæt kontakt for at beskytte sig mod afvisning. Arbejdsmodellerne hos de utrygt tilknyttede børn er mindre fleksible, de udelukker information og indbefatter ikke handlemuligheder, der kan give tryghed, fordi dette er i modstrid med eller ligger uden for barnets erfaring.

Efter Bowlbys opfattelse vil det at være alene og adskilt fra tilknytningspersonen fremkalde angst, og han anser det for grundlæggende menneskeligt. I hans forståelse af angst udgør separationsangsten omdrejningspunktet.

At reagere med angst giver individet en mulighed for at reducere den øgede risiko, fordi angsten udløser tilknytningsadfærd, som giver sig udslag i en søgen efter beskyttelse hos tilknytningsfiguren og dermed øger individets mulighed for at klare sig eller overleve. Bowlby skelner således mellem de betingelser, der udløser angst- den potentielle fare – og angstens funktion, som er at øge overlevelsesmulighederne; idet den udløser tilknytningsadfærd og får individet til at søge beskyttelse. Han sætter lighedstegn mellem den frygt, der udløses ved trussel om tab af pålidelig ledsager, og andre tegn på potentiel fare (fremmedhed, mørke etc.), fordi det at reagere med angst øger individets agtpågivenhed og på den måde har overlevelsesværdi.

Bowlby anvender begreberne angst og frygt synonymt til at betegne en følelse hos mennesker. Han afviser ikke, at mennesket kan føle angst for noget ukendt, men mener, at angstens kilde principielt kan identificeres, selvom det undertiden kan være kompliceret og tage lang tid at nå frem til erindringen om den potentielle fare, der udløste angsten.

Frygtadfærd udgør et selvstændigt adfærdssystem i tilknytningsteorien på linje med andre adfærdssystemer. Frygtadfærd kan bestå i, at barnet nærmer sig tilknytningsfiguren, når der er fare. Tilknytnings- og frygtadfærdssystemerne kan aktiveres samtidig og være i indbyrdes konflikt, men ofte dominerer tilknytningssystemet over frygtsystemet, f.eks. hvor børn fastholder en forbundethed med en voldelig far eller løber over vejen til mor på den anden side, selvom det kan være farligt.

Barnets arbejdsmodel for tilknytning har sammenhæng med den måde separationsangsten forvaltes på. Børn under tre år er afhængige af, at tilknytningsfiguren fysisk er til stede, for at mestre angstvækkende situationer. Når barnet efter treårsalderen har dannet indre arbejdsmodeller, vil dets tillid til, at tilknytningsfiguren er tilgængelig, være afgørende for, om det kan regulere sin angst. Hos børn, der udvikler tryg tilknytning, vil potentialet til at mestre angstvækkende situationer være højt. Børn med utryg tilknytning vil have tilbøjelighed til at undertrykke eller undlade ar registrere angsten (det undvigende mønster). Alligevel vil også børn med usikre mønstre fastholde tilknytningen til omsorgspersonen, fordi stress generelt øger tilbøjeligheden til tilknytningsadfærd, også selvom belastningen kommer fra samme kilde som faren. Børn med desorganiseret tilknytning udvikler ikke stabile strategier til at håndtere angsten og vil derfor være særligt sårbare over for angstvækkende situationer.

Vrede spiller en rolle i denne forbindelse, fordi den er tæt forbundet med tilknytningen. Fx vil et barn reagere med vrede ved udsigten til at blive forladt eller ved truslen om tab. Vreden har til formål at forhindre tilknytningsfiguren i at forlade barnet og opfattes i det lys som en funktion, der regulerer det indbyrdes forhold mellem nært forbundne mennesker og sikrer udvikling af dybe og langvarige mellemmenneskelige forhold. Imidlertid kan vreden forvrænges og forskydes i relationer, der er utrygge; hvis tilknytningsfiguren i en ambivalent relation reagerer trægt og uvilligt over for barnets udspil, vil det blive ængsteligt, uvilligt til samarbejde og have svært ved at markere vrede og afgrænsning over for den anden.

Bowlbys forståelse af barnets udvikling er bygget op om dets medfødte tilbøjelighed til at knytte nære bånd til personer, der kan yde beskyttelse. Det mere stabile omsorgssystem hos den voksne tilknytningsfigur stabiliserer det mere usikre tilknytningssystem hos barnet, og den trygge tilknytning danner grundlag for udvikling af selvtillid og selvstændighed; for at blive alene uden at blive ensom.

Bowlby påpegede som Winnicottt miljøets betydning og den rolle, som faktiske oplevelser og hændelser spiller for barnets udvikling. Med begrebet indre arbejdsmodel understregede han barnets egen aktive medvirken i konstruktionen af en model af omverdenen, der sætter det i stand til at forudsige hændelser og mentalt afprøve sine handlinger.



Feedback

Sidst opdateret

24.05.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen