Spring til indhold

Peter Fonagy

Fonagy er en af de første psykoanalytikere, der har integreret den nyeste hjerneforskning med sin teoretiske viden om tilknytningsteori, dog ikke i samme omfang som Schore.

Peter Fonagy

Fonagy er en af de første psykoanalytikere, der har integreret den nyeste hjerneforskning med sin teoretiske viden om tilknytningsteori, dog ikke i samme omfang som Schore.

Fonagys udgangspunkt er, at psykologiske principper naturligt er bundet af neurofysiologiske begrænsninger, men at psykologien ikke af den grund kan reduceres til biologi. Den tilknytning, barnet danner til sine omsorgspersoner, betragtes som en biologisk konstruktion, hvis formål det er at sikre, at der hos barnet udvikles et system af repræsentationer, som det kan benytte i sit samspil med andre mennesker.

Hans antagelse er, at kvaliteten af de tidligere objektrelationer har en gennemgribende betydning for dannelsen af evnen til mentalisering, der som begreb introduceres af Fonagy.

Ved mentalisering forstår han det at kunne skelne mellem indre og ydre virkelighed, mellem intrapersonelle, mentale og følelsesmæssige processer og evnen til at forstå bevidste og ubevidste mentale tilstande i sig selv og andre.

En central pointe i Fonagys teoridannelse er, at affektregulering er en forudsætning for, at barnet på et senere tidspunkt udvikler evnen til mentalisering.

Fonagy påpeger, at intet menneske har en medfødt evne til at regulere emotionelle reaktioner. Omsorgspersonen skal anerkende barnets mentale tilstand, men samtidig modificere de emotioner, som barnet ikke selv kan kontrollere. Herigennem udvikler barnet en fornemmelse af egne tilstande.

Ifølge Fonagy repræsenterer generne de muligheder, barnet har for at udvikle sig. Barnets tidlige oplevelser er således afgørende for, hvordan arveanlægget kommer til udtryk.

Tidlige erfaringer påvirker neurofysiologien, hvilket igen er med til at afgøre, hvordan bearbejdningen af information fra det sociale miljø omsættes. Således vil både hensigtsmæssige og mangelfulde omsorgserfaringer påvirke den senere udvikling, bl.a. barnets tidligt udviklede evne til at regulere sine emotioner, som igen påvirker dets evne til at bearbejde og fortolke information vedrørende mentale tilstande. Utryghed i tilknytningsrelationer kan herigennem resultere i en begrænset mentaliseringsevne.

Fonagy fremhæver, at den genetiske udrustning kan gøre barnet mere eller mindre modtageligt for miljøpåvirkninger. Han fremhæver derudover, at selvom barnet har en medfødt risiko for at udvikle et bestemt adfærdstræk, afhænger den faktiske udvikling af miljøet. F.eks. vil et sensitivt og reaktivt nervesystem i et ugunstigt miljø kunne medføre overdreven nervøsitet og indre uro, mens det under mere gunstige betingelser vil kunne befordre udvikling af vitalitet og kreativitet.

Det tidlige relationelle miljø kan gøre det muligt for barnet at udvikle evner til at bearbejde senere miljøpåvirkninger. Efter Fonagys mening er dannelsen af et bearbejdningssystem den vigtigste funktion ved tilknytningsrelationen, idet den mentale bearbejdning af en oplevelse er afgørende for, hvordan den genetiske disposition kommer til udtryk. Udviklingen af et mentalt bearbejdningssystem hænger uløseligt sammen med kvaliteten af tidlige relationer – med andre ord vil det miljø, de tidlige relationer finder sted i, udstyre individet med et bearbejdningssystem.

At blive et menneske opfattes ofte som evnen til at fortolke menneskelig adfærd og forstå hinanden. Ifølge Fonagy er den tidlige tilknytning vigtig for dannelsen af denne evne, som er et væsentligt aspekt af hans begreb om mentalisering.

Ingen har en medfødt evne til at regulere sine følelsesmæssige reaktioner, og affektiv regulering udvikles i en tilknytningskontekst. Barnet har behov for et dyadisk reguleringssystem, hvor de signaler, det udsender, bliver forstået og besvaret af en omsorgsperson, der herigennem kan regulere barnets emotionelle tilstand. Omsorgspersonen skal kunne støtte barnet i at genetablere ligevægt og blive beroliget, når det befinder sig i en tilstand af ukontrollabel aktivering.

Hensigtsmæssig social feedback indebærer, at omsorgspersonen reagerer med fysisk omsorg på en måde, hvor barnets mentale tilstand bliver anerkendt, men hvor de følelser, barnet ikke selv kan kontrollere, samtidig modificeres.

Barnet internaliserer omsorgspersonens spejling af dets følelser, som efterhånden kommer til at repræsentere en indre tilstand hos barnet. Fonagy påpeger, at moderen føler med barnet, men ikke det samme som barnet.

I omsorgspersonens affektspejling er det afgørende, at hun tilkendegiver, at de affektive udtryk, hun møder barnet med, er forskellige fra, hvad hun selv føler, og at hun dermed tilpasser sig barnets følelser. Denne tilkendegivelse af en forskel mellem de affektive udtryk og følelser i moderens handling betegnes af Fonagy som markering.

Markering betyder, at omsorgspersonen viser en spejlingsadfærd, der adskiller sig fra hendes emotionelle tilstand og er i overensstemmelse med spædbarnets tilstand, men ikke identisk med den.

Hvis affektspejlingen omvendt udebliver eller forsinkes, eller hvis omsorgspersonens egne problemer får lov til at indvirke på spejlingen, kan dette ligeledes få konsekvenser for barnets selvudvikling.

Den markerede affektspejling er et vigtigt begreb i Fonagys teori og forbindes ofte med et ligeså vigtigt kernebegreb, nemlig kontingens, som bidrager til, at barnet kan adskille selvhandlinger fra andres handlinger.

Fonagy definerer tre adskilte grundlag for kontingens, et temoralt, et sensorisk og et spatialt. Læs- et tidsmæssigt – et sansemæssigt og et rumligt.

Inspireret af Winnicotts teori om, at når spædbarnet ser moderen betragte sig, ser det sig selv i hendes ansigt, mener Fonagy, at spædbarnet gennem gentagne erfaringer med affektregulerende spejling kan bibringes en forståelse af, at følelser ikke nødvendigvis flyder over og ud i verden, og at mentale tilstande er anderledes end den fysiske verden.

Via affektspejling og kontingente reaktioner fra omsorgspersonen udvikler barnet langsomt en forståelse af andre som psykologiske væsner.

Det kan få skræmmende følger for barnet, hvis omsorgspersonen ikke er i stand til at indgå i affektspejling eller vise barnet tilstrækkelig markerede affektudtryk. Hvis markeringen er mangelfuld, og omsorgspersonen reagerer på barnets negative affektudbrud med et identisk emotionsudtryk, så følelsen gengives i en umarkeret, realistisk form, bliver barnet skræmt og perceptionen mister sit symbolske potentiale. Det svarer til den kliniske beskrivelse af projektiv identifikation som patalogisk forsvarsmekanisme – altså en projektion af uønsket psykisk materiale over på en anden vigtig person, som personen så identificerer sig med, og hvor det er svært at gennemskue, hvem der er afsender og modtager af følelser.

I tråd med Winnicotts forståelse påpeger Fonagy, at udviklingen af det psykologiske selv sker, når barnet bliver spejlet i en anden persons indre verden. Der er herigennem, barnet begynder at opfatte sig selv som et tænkende og følende væsen.

Omsorgspersonens evne til at iagttage ændringer i barnets mentale tilstand er en afgørende forudsætning for barnets udvikling af mentaliseringsevnen. Barnets tilknytning til omsorgspersonen er vigtig, men omsorgspersonens evne til at opfatte barnet som et mentalt væsen synes at være lige så vigtig.

Hvis barnet ikke tilbydes et afstemt affektspejlende miljø, kan det resultere i en nedsat bevidsthed om emotionelle selvtilstande og en tilbøjelighed til at forveksle indre mentale tilstande og ydre virkelighed, dvs. at barnet konstruerer sin virkelighedsopfattelse ud fra sin egen mentale tilstand uden at være i stand til at justere den efter informationer udefra.

Ifølge Fonagy er tilknytningens funktion at give en oplevelse af tryghed. Forstyrrelser med hensyn til at opnå en tilknytningsrelation danner grundlag for mange former for mentale forstyrrelser. Ingen er født med kapaciteten til at regulere sine følelsesmæssige reaktioner, og barnet får igennem tilknytningsrelationen tiltro til, at arousalregulering og etablering af ligevægt kan afstedkommes med omsorgspersonens støtte.

En vigtig del af personlighedsudviklingen består af summen af relationserfaringer, der lagres implicit som indre arbejdsmodeller, og som danner grundlaget for følelsesmæssige tankeprocesser og relationserfaringer livet igennem. Når de indre arbejdsmodeller først er dannet, er barnet aldrig mere alene, men handler, tænker og reagerer ud fra den internaliserede viden.

Vi vender lige tilbage for at få uddybet mentaliseringbegrebet.

Mentalisering sætter individet i stand til at skelne mellem indre og ydre virkelighed, mellem intrapersonelle, mentale og følelsesmæssige processer og til at forstå bevidste og ubevidste mentale tilstande hos sig selv og andre. Mentalisering betegner den proces, hvor man f.eks. bliver klar over, at det er en selv, der har en opfattelse af verden, som ikke nødvendigvis er identisk med andre menneskers opfattelse.

Det er Fonagys opfattelse, at mentalisering er intimt forbundet med personlighedsudviklingen, der foregår gennem et netværk af relationer med mennesker, som deler evnen til mentalisering.

Tilknytningstryghed gør det muligt for barnet at udvikle kognitiv kompetence, undersøgende færdigheder, følelsesmæssig regulering osv., og mentalisering kan kun udvikle sig, når barnet har haft mindst en vedvarende tryg tilknytningsrelation.

En solidt etableret evne til mentalisering udgør en beskyttende faktor for barnet, mens skrøbelige mentaliseringsfunktioner sandsynliggør sårbarhed over for senere traumer.

Mentaliseringsevnen gør det muligt for barnet at læse andre menneskers sind, hvilket gør deres adfærd meningsfuld og forudsigelig. Den sætter barnet i stand til ikke alene at reagere på et andet menneskes adfærd, men også at handle i forhold til dets forestilling om andres antagelser, følelser, holdninger, ønsker, håb, viden og fantasi.

Mentalisering er grundlæggende for impulskontrol, selvopmærksomhed og selvforståelse, det er med andre ord roden til selvorganisering.

Mentaliseret affektivitet betegner det modne menneskes evne til affektregulering. Det indebærer, at individet er bevidst om sine affekter, alt imens det forbliver i den affektive tilstand. Man har med andre ord en evne til at rumme egne affekttilstande uden at være i affekternes vold.

Mentaliseret affektivitet udgør kernen i den psykoterapeutiske proces, hvor en af terapeutens vigtigste opgaver er at støtte klienten i at få en erfaringsbaseret forståelse af egne følelser, hvilket omfatter mere end blot en intellektuel forståelse.

Vi skal nu se på hvad utrygge tilknytningsmønstre og mangelfuld mentaliseringsevne kan gøre ved barnet.

Hos børn med et utrygt tilknytningsmønster vil nærheden til omsorgspersonen ofte opretholdes på bekostning af udvikling af mentalisering. I tilfælde hvor omsorgspersonen er afvisende og undlader at spejle barnets følelser på grund af egne smertefulde oplevelser, formår hun ikke at skabe en sammenhængende indre repræsentation af barnets mentale tilstand, hvilket ligeledes kan gøre sig gældende, når omsorgspersonen er påvirket af ambivalente reaktioner på baggrund af egne oplevelser. Det bliver i disse tilfælde omsorgspersonens egne indre repræsentationer, der spejles i samspillet med barnet.

I tilfælde hvor omsorgspersonen omvendt er overinvolveret og opslugt af barnet, vil hun spejle barnets følelser og repræsentere barnets tilstand med en overdreven klarhed, hvor barnet ikke får mulighed for at spejle sig i hendes markerede udtryk. Ved både afvisning, ambivalens og overinvolvering går det symbolske potentiale tabt.

En alvorlig følge af et utrygt tilknytningsmønster er, at barnet ikke kommer til at opleve det sensitive og afstemte følelsesmæssige spejlingsmiljø, som er en nødvendig forudsætning for udviklingen af sekundære repræsentationer af dets selvtilstand. I mangel af sekundære repræsentationer vedbliver der primære affektive impulser at være relativt utilgængelige og ubevidste, hvilket medfører følelser af tomhed og desorganisering samt en begrænset evne til impulskontrol. Dette medfører f.eks. en oplevelse af identitetsforvirring og følelsesmæssig kaos og kan give sig udslag i pludselige impulsgennembrud i form af udafreagerende adfærd, cutting, spiseforstyrrelser, selvmordsforsøg osv.

Når spædbarnet konfronteres med en skræmmende eller frygtsom omsorgsperson, internaliserer det hendes følelse af raseri, had eller frygt og hendes forestilling om barnet som skræmmende eller ustyrligt. Dette billede forstyrrer barnets selvorganisering, og det udvikler skrøbelige adfærdsstrategier, hvor det søger at kontrollere omsorgspersonen enten gennem straffende handlinger eller ved en omsorgsadfærd, som ikke er alderssvarende. Ex. ved at få raserianfald på upassende tidspunkter eller ved at klynge sig til omsorgspersonen uden at kunne give slip på hende.

Omsorgspersoner, der skaber et desorganiseret tilknytningsmønster med deres spædbarn, udsender ofte modsatrettede signaler. Af og til begår de overgreb mod barnet, mens de på andre tidspunkter opfører sig omsorgsfuldt. Barnet skal forholde sig til ambivalens fra omsorgspersonens side, og det står over for den umulige opgave at skulle forudsige den andens adfærd på grundlag af selvmodsigende intentioner.

Et traumatiseret barn, ofte med en desorganiseret tilknytning, bliver overfølsom over for andres mentale tilstande og forsøger at gætte, hvad omsorgspersonerne føler og tænker, så det kan forebygge yderligere traumer. Barnet udvikler en pseudoviden om det mentale, dvs. en viden, der er overfladisk og mangler refleksion over meninger og sammenhænge. Denne "ekspertviden" omkring andres mentale tilstande udvikles på bekostning af barnets viden om sin egen mentale tilstand.

Det desorganiserede barn leder med lys og lygte efter de mentale tilstande hos omsorgspersonerne, der truer med at ødelægge dets eget selv, i stedet for at finde repræsentationer af sine egne mentale tilstande hos omsorgspersonen. Tilstedeværelsen af omsorgspersonens mentale tilstande i barnets selvrepræsentation, og ikke kun barnets repræsentationer af dem, kan være så uudholdelig, at barnet eksternaliserer sin selvrepræsentation, fordi det ikke kan rumme den. Det kan f.eks. søge at aktivere konflikter på det ydre plan, fordi det ikke er i stand til at rumme det følelsesmæssige pres.

Hvis det traumatiserede barn på grund af manglende social støtte ikke har udviklet tilknytningsrelationer og derfor ikke har udviklet evnen til at indgå i refleksive processer, vil oplevelsen af senere traumer eller overgreb ikke kunne reflekteres eller bearbejdes, hvilket efterlader personen psykisk svækket og isoleret.

Mangelfuld mentalisering betyder, at disse mennesker organiserer deres sociale relationer i fuldstændig overensstemmelse med deres ubevidste forventninger. De oplever forventningerne som virkelige og har ikke fornemmelse af, at andre perspektiver er mulige. De har en tendens til at skabe ydre dramaer og få andre til at føle, at de bliver manipuleret med, idet de tildeler andre roller, som passer til deres negative forventninger. Det psykiske forsvar består af primitive forsvarsmekanismer som splitting, projektiv identifikation og eksternalisering, fordi personen er ude af stand til at håndtere sit indre affektive liv på andre måder.

Uhensigtsmæssig forældreomsorg er en af flere veje til forstyrrelse af udviklingen af den refleksive funktion. En biologisk sårbarhed hos barnet som f.eks. hyperaktivitet, opmærksomhedsforstyrrelse og mangel på impulskontrol kan alle være med til at obstruere muligheden for at udvikle en mentaliseret refleksiv model af konfliktfyldte interpersonelle situationer. Børn med disse problemer kommer hyppigt i konflikt med de sociale normer, fordi de ikke er i stand til at tage en andens perspektiv. Den ikke-mentaliserende tilgang vil dominere alle intime interpersonelle relationer, hvilket kan resultere i alvorlig psykopatologi.

Fonagy har gennem sin påpegning af sammenhængen mellem trygge og utrygge tilknytningsmønstre og muligheden for at danne selvreguleringsmekanismer og blive i stand til at vurdere og organisere sit mentale indhold, ydet et væsentligt bidrag til tilknytningsteorien. For Fonagy er tilknytning en proces, der gør det muligt at udvikle et mangfoldigt liv. Tilknytningsrelationen er af afgørende betydning for barnets mulighed for at udvikle de bearbejdningsfærdigheder, der kræves for at håndtere personlig interaktion, fungere under stress og foretage en mentaliseret bearbejdning af følelsesladet information.



Feedback

Sidst opdateret

14.05.2018

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen